Det er veldokumenteret, at alle husejere har mistet formidlingsaftale-penge, i alt 1.113.086 kr. er uretmæssigt blevet overført til et udenforstående selskab. Se Pengene der forsvandt.
Men dette beløb udgør kun 60% af de penge, som uretmæssigt i perioden er blevet tilbageholdt fra udlejerne. De resterende 40 % har Danland indkasseret som et ekspeditionsgebyr.
Danland har således indkasseret 742.057 kr. i gebyr for penge, de har udbetalt til et selskab, som aldrig har været berettiget til at modtage pengene.
Udlejerne har således 742.057 kr. til gode hos Danland!
Aktive Husejere oplyste ved generalforsamlingen i 2022 om de fordækte pengeoverførsler i Sæby Søbad, som betød, at udlejerne siden 2018 var blevet trukket for store pengebeløb, som uretmæssigt var blevet udbetalt til et udenforstående selskab SSC A/S.
Bestyrelsen var i hele perioden fuldt ud informeret om dette forhold, men foretog sig intet for at få stoppet disse overgreb mod udlejerne.
Når man lader sig vælge til en ejerforeningsbestyrelse, har man naturligvis et ansvar for at sikre, at alt foregår lovligt, redeligt og ordentligt i foreningen.
Man kunne derfor forvente, at bestyrelsen efter vores oplysninger i 2022 straks havde påtaget sig ansvaret for de kritisable fordækte økonomiske forhold, fået lovliggjort forholdene og trukket sig.
Men frem for at vedgå ansvaret for de uretmæssige fordækte pengeoverførsler valgte bestyrelsen at forsøge at fralægge sig ansvaret ved at misinformere os alle om sagen og fornægte fakta!
Bestyrelsen har således alvorligt svigtet det mandat, der følger med et valg til en ejerforeningsbestyrelse. Dette mandatsvigt bliver helt utilgiveligt i lyset af den kendsgerning, at 4 af 5 af bestyrelsen er aktionærer i SSC A/S, hvor formanden, Anders Kjærulff, og næstformanden desuden er blandt de største investorer.
Men det lykkedes os som bekendt at få de fordækte pengetransaktioner stoppet i foråret 2023!
Hele forløbet er beskrevet under ”Pengene der forsvandt” på Sæby Søbad Information ssinfo.dk.
Men er alt så godt ?
Nej, det er det ikke!
Ejerforeningen har krav på at få de penge tilbagebetalt, der i perioden 2018 til 2023 uretmæssigt blev overført til SSC A/S.
Dette beløb udgør 1.113.086 kr.
Men dette beløb udgør kun 60% af de penge, som uretmæssigt i perioden er blevet tilbageholdt fra udlejerne. De resterende 40 % har Danland indkasseret som et ekspeditionsgebyr.
Danland har således indkasseret 742.057 kr. i gebyr for penge, de har udbetalt til et selskab, som aldrig har været berettiget til at modtage pengene.
De 742.057 kr. er således uretmæssigt blevet trukket fra udlejerne, som derfor kan kræve pengene tilbagebetalt!
Hvem er det så, der bør betale pengene tilbage til Ejerforeningen og udlejerne ?
Fakta er, at det er Danland, som har trukket pengene fra udlejerne og udbetalt dem til selskabet SSC A/S, som aldrig har været berettiget til at modtage pengene.
Danland har trukket pengene fra udlejerne i henhold til den såkaldte Formidlingsaftale mellem Ejerforeningen og Danland. I Formidlingsaftalen er anført, at Danland på vegne af ejerne af faciliteter som legeredskaber, der stilles til rådighed for lejerne, kan opkræve et beløb, som i praksis har været 6 % af lejeindtægten, fra udlejningen af husene.
Det er således ejerne af legeredskaberne , dvs. ejerforeningen, pengene skal udbetales til!
Bestyrelsens formand, Anders Kjærulff, har i et brev til Aktive Husejere skrevet, citat ”I ønsker svar på, hvem der har godkendt eller bemyndiget, at Danland udbetaler en del af centerbidraget til SSC .. ejerforeningens bestyrelse har intet med en sådan aftale at gøre”. Hvis vi skal tro på formandens, Anders Kjærulff's, udsagn, må det betyde, at bestyrelsen ikke har godkendt, at Danland udbetalte penge til SSC A/S.
Hvis bestyrelsen ikke har godkendt, at Danland udbetalte penge til SSC A/S, må ansvaret for den fejlagtige udbetaling til den uberettigede modtager i første omgang kunne placeres hos Danland.
Ejerforeningen og udlejerne må således være berettigede til at få erstatning fra Danland, og udlejerne må samtidig kunne kræve, at deres binding til Danland ophæves grundet Danlands misligholdelse af Formidlingsaftalen.
Desuden må det antages, at Ejerforeningen og udlejerne subsidiært kan kræve erstatning for deres tab fra Ejerforeningens bestyrelse, som har været fuldt ud informeret om de fordækte pengetransaktioner, men intet har gjort for at få forholdene ændret. De fordækte uretmæssige pengetransaktioner blev først stoppet efter at Aktive Husejere gik ind i sagen !
Bestyrelsen har således under hele forløbet groft svigtet alle husejerne, men især udlejerne, som derfor er fuldt ud berettigede til at stille et mistillidsvotum til bestyrelsen.
Udlejerne kunne derfor ved den kommende generalforsamling samlet stille et mistillidsvotum til bestyrelsen, hvilket mange andre med sikkerhed vil støtte.
Efter valget af en ny bestyrelse, som vi alle kan have tillid til, kunne den nye bestyrelse sende en opsigelse af Formidlingsaftalen til Danland begrundet med dokumenterbar misligholdelse af kontrakten fra Danlands side.
Opsigelsen af Formidlingsaftalen kan suppleres med et forbehold for erstatning for uretmæssig udbetaling af penge til SSC A/S, som burde være udbetalt til Ejerforeningen, samt uretmæssig pengeopkrævning fra udlejerne, som Danland har indkasseret i perioden 2018 til 2023.
Når Danlands respons foreligger, kan Ejerforeningen vurdere, om vi skal bruge penge på juridisk assistance, men naturligvis ikke inden da!
Med en fritstilling fra bindingen til Danland vil udlejernes indtjeningsmuligheder med stor sandsynlighed kunne forøges ganske betydeligt.